Om ITogos

Bag ITogos står Anders Sandborg Nielsen, Cand. mag  og Master i IKT og Læring. Anders har siden 2008 arbejdet med feltet i både uddannelsesverden og den private sektor, blandt andet hos Novo Nordisk. Han har samtidig skrevet artikler om Co-working spaces og ledelsesudfordringer ved implementering af digital undervisning til forskellige akademiske udgivelser og har rejst jorden rundt for at opsøge first movers.

Læring, samarbejde og ledelse + teknologi

Teknologi giver os mulighed for at arbejde med læring, samarbejde og lede på tværs af geografi, tid og kultur og åbner døren for en række af muligheder som kan være med til at revolutionere den måde vi arbejder på.

Vi udveksler ikke længere kun e-mails med simple informationer, men gør brug af teknologi til en lang række af mere komplicerede opgaver: Vi samarbejder i teams, som ikke nødvendigvis sidder på den samme adresse, eller i samme land for den sags skyld, vi leder medarbejdere vi sjældent har mulighed for at møde ansigt til ansigt, vi konkurrerer og samarbejder i en global verden, hvor den næste underleverandør ligeså godt kan sidde i Indien, som i Søborg. Teknologien har på den måde gjort os i stand til at arbejde på måder vi aldrig tidligere har drømt om.

Når det kommer til ledelse og samarbejde i en digital verden befinder vi os imidlertid på samme spæde stadie som luftfarten gjorde i slutningen af 1800-tallet, hvor brødrene Wright udviklede den første flyvemaskine. Brødrene Wright var ikke de eneste pionerer der ville erobre luftrummet på det tidspunkt. Andre tog afsæt i den verden de kendte og forstod og forsøgte at mestre flyvningens kunst ved at imitere fuglene. Det foregik ved at konstruere store vinger, som man så baskede med i et forsøg på at lette fra jorden. Selvfølgelig mislykkedes disse forsøg.

Imitation er ikke nok

Brødrene Wrights succes kan ikke tilskrives imitation, men snarere en forståelse af love inden for fysikken såsom aerodynamik, tyngdekraft, opdrift og en nytænkende tilgang til hvordan disse mekanismer kunne udnyttes gennem ny teknologi.

Hvis vi skal have succes med at samarbejde og lede gennem teknologi er vi nødt til at gøre som brødrene Wright og tage afsæt i de grundlæggende principper for ledelse og samarbejde og se på hvordan de kan spille sammen med teknologi. I denne proces har vi muligheden for at skabe noget nyt, som gør og kan noget andet end det vi kender i forvejen.

På ITogos er der ikke en klar forestilling om hvordan digitalt lederskab og samarbejdes Boeing 787 kommer til at se ud. Men gennem en række af interviews vil feltets pioneres erfaringer blive formidlet sådan at man kan få et indblik i hvordan deres to-plansfly, luftballoner, fjervinger og muligvis første udkast til Boeing 787’ere ser ud. Hensigten er at andre kan lade sig inspirere og blive klogere på hvordan vi kan komme til at lykkes med lederskab og samarbejde i en digital verden.